Følg Jungle på Twitter!
Ekspert Birgitte Fuglsang læser korrektur og giver tips til den perfekte jobansøgning
Julies ansøgning er skrevet i et alt for uformelt talesprog og er temmelig rodet. Hun bør samle oplysningerne og ”tale” direkte med annoncen, så hun understreger, at hun besidder de kvalifikationer, som virksomheden efterspørger.
Den klassiske opbygning består af tre dele:
Indledning – hvor har du set jobbet, og hvorfor søger du det. Vis gerne entusiasme og engagement og sig, at du føler dig kvalificeret til jobbet.
Salgsafsnit – her argumenterer du for dine faglige kompetencer og personlige kompetencer. ”Snak” med annoncen ved at svare på den – og brug gerne bullets til at fremhæve de områder, hvor du imødekommer stillingens krav. Undlad de punkter, du ikke kan leve op til.
Afslutning – hvor du fortæller, at du gerne vil uddybe din ansøgning og ser frem til at høre nærmere.
Det er fint, at Julie har ringet og talt med en person i virksomheden, og at hun skriver det i sin ansøgning. Men hun burde også have skrevet personens navn og titel. Det signalerer nemlig interesse for virksomheden og jobbet og er en god måde at adskille sig fra de andre ansøgere på.
Vær meget forsigtig med humor og ironi i noget så alvorligt som en ansøgning. Humor er forskellig fra person til person, og du har ingen garanti for, at din morsomhed ikke bliver misforstået. Selv om en ansøgning selvfølgelig er et personligt dokument, må du aldrig blive privat. Så hold igen med vitser og irrelevante oplysninger om dit privatliv.
Julie skriver, at hun desværre ikke har en formel it-uddannelse. Du bør aldrig skrive det, du ikke kan, i en ansøgning. Heller ikke selv om det er et specifikt punkt i annoncen. Fortæl i stedet, hvad du kan tilbyde virksomheden.
Julie skriver, at det var virksomhedens (nye?) intranetportal, der fangede hendes interesse. Hun er altså ikke sikker på, om det er et nyt initiativ og demonstrerer dermed, at hun ikke har sat sig grundigt ind i virksomheden og jobbet. Undersøg på forhånd alt det om virksomheden, du kan. Brug Google, få fat i årsrapporter, tjek på LinkedIn om du kender nogen, der arbejder der.
Opbygningen af Julies ansøgning er temmelig tilfældig, og hun blander de forskellige afsnit. Det havde gjort hendes ansøgning mere overskuelig, hvis Julie havde samlet oplysningerne om hendes uddannelse, erfaring, interesse og kompetencer i hver sit afsnit.
Ekspert Birgitte Fuglsang läser korrektur og giver tips til det perfekte CV.
Hvis Per Frykman får sit ønske opfyldt, går det traditionelle personlige brev snart på pension.